Som om naturen mangler en stemme. Den taler klart og tydeligt, det er bare os, der ikke længere kan høre efter. Men Harrison Ford vil vi gerne høre, fordi vi elskede ham som unge Han Solo, der rejste selvsikkert med lysets hastighed gennem universet i sin altafgørende kamp for rummets balance, en høj dusør, Leias hjerte, eller hvad det nu er, han vil have.

Star Wars er på den måde i virkeligheden en form for socialrealisme. Det er bare som om, der er nogen, der har glemt at fortælle Elon Musk og Donald Trump, at det ikke er meningen, man skal holde med ”The Dark Side”. Faktisk er det lidt synd for Elon Musk og Donald Trump, at de stadig sidder på deres drengeværelser og leger Palpatine og Darth Vader, mens alle andre har fået Jedi-sværd.

​

"Everything that has transpired has done so according to my design", siger Musk under den store, sorte Palpatine-kappe han lige har fået i fødselsdagsgave.

 

Og fra sin elskede Darth Vader -maske, ingen får lov til at låne, svarer Trump: "I have brought peace, freedom, justice, and security to my new Empire!", og peger rundt på sit tomme værelse og drømmer om en dag at kunne lukke grænserne for alle, der ikke er ligesom ham. Og hvis nogen vover at sagsøge ham for svindel: “You have failed me for the last time admiral”.

​

Og sådan drømmer de om fra deres kamre, at verden skal marchere i takt til deres fantasi:

​

Og så legede vi til, at der var selvkørende biler! Åh jaaaa! Og, og, og robotter! Jaaa! Og så, og så, så sagde vi, at vi boede på en øde ø, som kun var vores! Jaaa, som vi havde købt for alle vores mega mange penger! Og så skulle vi bo der helt alene! Og så sagde vi, at vi havde sådan nogle briller med skærme, med uendeligt fjernsyn. Jaaa! Faktisk var de en port til et andet univers! Åh hvad! Metaverset, sagde vi, vi kaldte det! Og så havde vi en kæreste! Adddd! Nej, vi sagde bare, at hun kun var en stemme, der gjorde alt, hvad vi bad hende om!

 

En stemme, der selvfølgelig ikke er, men lyder ret meget som Scarlett Johanson.

 

Og så, og så behøves vi aldrig nogensinde at møde et rigtigt menneske igen og ingen bestemmer noget som helst over os! Juhuuu! Og så, og så sagde vi, at vi overtog heeele Mars! Nej, hele verdensrummet! Jaaa!! Alle steder, skal vi herske.

 

“Let us venture among the stars”, som Musk rent faktisk har skrevet.

​

Da jeg var barn, lå jeg tit ret præcist sådan her helt ubevægelig i en stor flyverdragt midt på børnehavens udendørs kørebane og kiggede på skyerne, der bevægede sig. At det kunne passe, at kloden var i bevægelse, men jeg jo altså lå helt stille, kunne jeg ikke forstå, så jeg prøvede alt hvad jeg kunne at gøre det konkret. Så meget, at jeg dengang troede, at det jeg kunne se, når skyerne bevægede sig, var klodens bevægelse. ”Se, se”, plejede jeg at sige til de andre børn, der mest var optagede af at grave et hul eller få bakket en Moon-car ud af en sammenfiltring, ”Kom og læg jer, se, man kan se, kloden, der drejer rundt”.

​

​Virginia Woolf kalder det biografen, der spiller for tomme huse. Himlen. Så længe vi bliver ved med at marchere med de oprejstes hær, så ser vi ikke andet end de høje bygninger, vi selv har skabt, skriver hun, men når noget slår os ud, når vi stopper med at marchere og lægger os ned, ser vi verden fra et nyt perspektiv og for første gang ser vi måske virkelig på himlen.
 

”Burde en eller anden ikke skrive til The Times? […]. Man skulle ikke lade denne gigantiske biograf spille for tomme huse i al evighed”, skriver hun. ...". Uddrag af Vi er universet.